Effektiv styring af udlejningsflåden
 |
|
Kørselsleder Henning Pedersen her ved en af de mange teleskoplæssere, som en del af virksomhedens flåde af liftmateriel.
| Liftudlejningsvirksomheden Riwal Danmark A/S har i de senere år haft en årlig vækst på 30-40 pct. Et nyt hovedkontor skal give mere plads. En af hemmelighederne bag succesen er en effektiv styring af de ca. 1.000 lifte.
Hos Riwal Danmark A/S i udkanten af Odense, holder lastbilerne nærmest i kø for at få læsset lifte i alle mulige afskygninger. Lifte der skal ud til kunderne, hvor de skal gøre fyldest i forbindelse med byggeri, entreprenørarbejde og mange andre formål.
- Det kniber med pladsen her. Men det hjælper når vi om et lille års tid flytter ind i nyt og større, fortæller adm. direktør Søren Rosenkrantz under en rundvisning. Han henviser til et 6.500 kvm stort nyt hovedkontor med 15.000 kvm plads rundt om, så der er igen er plads til at opbevare og servicere de mange store og små lifte. Byggeriet skal ligge i Tietgen Byen og går i gang om kort tid.
Virksomhed i vækst
De 60 medarbejdere i Riwal har nok at gøre med at sørge for, at de mange lifte er i god stand og at de overholder alle forskrifter, bl.a. de lovpligtige årlige eftersyn. Det er en stor og krævende logistikopgave at styre så mange enheder.
- Vi har indført et nyt system, hvor vi har et GPS-overvågningssystem monteret på alle vore maskiner. Det er firmaet M-tec A/S i Pandrup, der leverer systemet som vi allerede nu har særdeles gode erfaringer med, fordi det giver os et godt overblik over den pågældende maskine, fortæller kørselsleder Henning Pedersen.
- Vi håndterer transporten til og fra kunden på vore egne lastbiler. Derfor er det vigtigt for os at vide præcist hvor maskinen skal leveres, og samtidig kan vi med systemet fra M-tec trække en lang række oplysninger ud på maskinens drift. Det betyder at vi er i stand til præcist at sige, hvornår liften skal serviceres, og det muliggør en effektiv planlægning af kørslen, tilføjer han.
Al aktivitet registreres
- Systemet fra M-tec giver os mulighed for at trække lister over præcist hvor meget og hvornår maskinen har været i drift. Derfor sikrer en effektiv timeopgørelse, at kunden ikke betaler for mere end det, maskinen har kørt. Desuden giver det os muligheden for at planlægge service på maskinen, så vi ikke kører unødigt rundt, siger Henning Pedersen. Systemet er bygget op, så hovedkontoret får en mail fra overvågningsenheden, når maskinen kører ind på pladsen hos kunden.
- Vi får også besked ti driftstimer før maskinen skal til service, ligesom GPS-enheden også registrerer hvis maskinen startes op i f.eks. en weekend. Dermed har vi også en effektiv tyverisikring, og samtidig kan vi gå på internettet og se præcist hvor maskinen befinder sig, siger Henning Pedersen.
Rustet til fremtiden
Riwal har tidligere haft et andet system til styring af flåden, men det havde ikke de muligheder, som systemet fra M-tec har.
- Vi har en god dialog med M-tec, som løbende udvikler på systemet, så det passer til vore behov, og vi føler at vi med denne type flådestyring har fremtidssikret os, siger Henning Pedersen, der ikke er tvivl om, at fremtiden vil byde på endnu flere muligheder, når det gælder styring af udlejningsflåden.
- Vi ved at M-tec også kan arbejde med motorstyring, og dermed kan vi også kan få data hjem på relevante motorfunktioner i maskinerne. Det betyder noget i diagnosticeringen af et eventuelt problem, præcis ligesom en mekaniker gør det med en pc på et autoværksted. Blot foregår det her online, slutter Henning Pedersen.
Yderligere oplysninger: Jørgen Raguse, M-tec A/S Industrivej 10 DK-9490 Pandrup Mob: +45 2142 7403
|